• 21. september 2019

Indhold

Nyhedsbrev 2 jan 2019

Fritflyvning - Nyhedsmail 14. januar 2019

 

RETTELSE: Danmarksmesterskaberne for indendørs-modeller

I DM-indbydelsen i seneste Nyhedsmail fik jeg forvekslet nogle idrætsanlæg på Ringsted-egnen.

Danmarksmesterskaberne bliver afholdt i Vigerstedhallen, som har adressen Ågerupvej 1, 4100 Ringsted.

Jeg skrev, at det er den hal, hvor vi nogle gange har afholdt Landsmøde. Det er - som Karsten også har skrevet til alle - forkert.

Vigersted-hallen ligger i Vigersted, som er en mindre by uden for Ringsted ....

DM starter kl. 11 søndag 24. februar.

Der var også en fejl i Rubens mail-adresse i DM-indbydelsen, hvilket ikke var så heldigt, eftersom man bedes tilmelde sig til ham. 

 

 

Deltag i indendørs-DM - her får du nogle tips og byggevejledninger

For 30-40 år siden var der rigtig mange deltagere til DM for indendørs fritflyvningsmodeller - og det kan der blive igen, hvis alle interesserede møder op, gerne i selskab med en model.

Jørgen Korsgaard lavede i årene omkring 1980 en række artikler i Modelflyvenyt. Jeg har fået Christian Schwartzbach til at kopiere tre af disse til pdf-filer - og de er vedhæftet denne nyhedsmail. Der er to tegninger til Easy-B-modeller og én tegning til en indendørs chuckglider. Der bliver afholdt DM for begge modeltyper, så interesserede kan roligt bygge disse modeller og komme til DM den 24. februar.

Den første Easy-B-artikel er fra Modelflyvenyt 3/79 og hedder "Bliv en dejlig oplevelse rigere - flyv indendørs!!!" Her beskriver Jørgen rimeligt detaljeret, hvordan man bygger den model, som der også er tegning til. Vær opmærksom på, at man idag gerne må beklæde en Easy-B-model med f.eks. mylar-film eller andre plastfolier.

Den næste artikel og tegning er fra Modelflyvenyt 6/83 og hedder "Papirflyver god for 13 min. 10 sek."

Det er primært tegningen til Jørgens DM-rekord model, som fløj de 13 min. 10 sek., hvilket vist ikke er overgået siden.

Den tredie og sidste artikel er fra Modelflyvenyt 1/86, og den hedder "Byg en indendørs chuckglider".

Og det er præcis, hvad den handler om - der er oven i købet en byggetegning med, så her er det også bare om at komme igang!

Søger man lidt på nettet - f.eks. på www.hippocketaeronautics.com og går ind på "Builders Forum", så vil man finde omtaler og diskussioner af en lang række indendørsmodeller. Det er bare om at kaste sig ud i det, hvis man har lyst. Der er også meget om mikrofilm-modeller.

 

Motorgummi og optrækkerudstyr

De fleste, der selv bygger lidt, vil have balsatræ og de øvrige materialer, der bruges til indendørsmodeller. Men de færreste har nok motorgummi og optrækkerudstyr.

Bjarne medbringer imidlertid dels motorgummi og dels en gummiskærer, så man kan lave gummistrenge i passende dimensioner til DM. Ved den indledende trimning hjemme i stuen kan man nok lave en foreløbig motor af elastikker.

Normalt trækker man gummimotoren op med en optrækker, der har en udveksling på mellem 1:10 og 1:15. Vi må deles om de optrækkere, som de hidtil aktive indendørs-flyvere medbringer.