• 15. november 2019

Indhold

Nyhedsbrev 2 oktober 2019

Fritflyvnings-nyhedsmail - 20. oktober 2019

 

 

Sidste nyt fra VM i Californien

De danske VM-deltagere var i ilden fredag og lørdag 18.-19. oktober, hvor der blev fløjet henholdsvis F1A (svævemodeller) og F1B (Wakefieldmodeller).

Herunder kan du læse Steffen Jensens beretning om den danske indsats:

 

Ak, ak, ak

Det blev "et par af de dage"......... - selve resultaternes kolde facts har I sikkert set på nettet allerede, men dette er baggrunden/årsagen/undskyldningerne .... (her fokuseres udelukkende på de danske præstationer, alt det andet kommer på et senere tidspunkt)

 

F1A:

Det kan konstateres, at ingen dansker kom i nærheden af VM titlen! Vi havde som hold og individualister en rædselsfuld dag, må det desværre konstateres.

 

Peter: 

Bemærkede 30 minutter før VM startede, at han lige havde lavet sit livs flotteste start, hvilket fik os andre til at antyde, at han i så fald toppede for tidligt! - Det viste sig at være ren visdom. Peter ville nemlig lige tage en trimstart mere med sin flapper efter nogle minimale justeringer, og i denne trimstart lavede modellen et lynhurtigt wingover med en radius på ca. 10 meter, hvorefter den bankede i jorden. Teorien er, at Peter i forbindelse med justeringerne er kommet til at dis-connecte batteriledningen, i hvert fald var timeren stendød da uheldet indtraf. Så kom der nerver på, og i første runde lavede Peter først en start som over-buntede så en endte i et hvinende spiraldyk, som han dog DT'erde den ud af, hvorefter han lavede en start præcis magen til i andet startforsøg. Så var humøret lissom lavt ... Efterfølgende kom der en stribe fine flyvninger, men dog også lige et drop mere i en af de vanskelige perioder. Virkelig ærgerligt for Peter.

 

Jes:

Det er ikke nemt at beskrive, hvorfor Jes lavede 2 drops på sin "hjemmebane",  men dette er et forsøg. Den første start med kulmodellen var helt uproblematisk, senere blev der skiftet til en lille Anton Gorsky model, og den kom lidt skævt afsted, hvilket fik modellen til at gnave sig ind i et spiraldyk, som gav præcis 44 sekunder. Så var den dag ligesom ødelagt for Jes, og selv om han efterfølgende lavede flotte flyvninger, blev det yderligere til et regulært drop.

 

Steffen:

Max i første med en kulmodel, fin boble i anden start med en lille LDA fra Oleg, og det var også nødvendigt, for krogen/timeren drillede, så hele flyvningen blev efter udløsningen gennemført i "circle positionen". Efter hjemhentning blev strømmen taget fra og sluttet til igen, og så blev der lavet 3 simulerede flyvninger som så fine ud med alle funktioenr, så modellen fik en chance igen i 3. runde. Det burde den ikke have haft for her åbnede krogen slet ikke da den blev sendt afsted i en boble, så den måtte DT'es med, og reservemodellen tages i brug til et par max'er. Så blev det 4. runde, og dermed min tur til at droppe. jeg højstartede midt i en dustdevil, hvor vinden skiftede rundt i alle retninger i løbet af ganske kort tid, så jeg havde virkelig svært ved at få den placeret rigtigt til en udløsning. Da der åbenlyst var bragende termik lavede jeg derfor et forkølet bunt i den sikre overbevisning, at modellen ville forsvinde op i himlen. Det gjorde den bare ikke, men lagde sig til ro i støvet efter 82 sekunder. Jes som var ude på motorcylen under den, kunne se, at den fløj utroligt tæt på den roterende dustdevil, men uden at kunne komme ind i boblen. ØV. Efterfølgende kom der 3 max'er krydret med lidt omstarter på grund af linekryds mv, så en ret besværlig dag.

 

F1B:

Christian:

7 maxer og en plads i flyoff. En enkelt flyvning gjorde sig specielt bemærket, da modellen ikke DT'ede som ønsket, men fløj lystigt videre i en god times tid før den landede 500. Spektakulært! Christians fly-off flyvning var ikke af de bedste. Modellen steg virkelig dårligt, vistnok pga. en kombination af dårlig luft og et sideror, som kom ind for tidligt. Det så i hvert fald mystisk ud, og propellen klappede, så vidt jeg kunne se, i mindre end 50 meters højde, hvorefter modellen lynhurtigt søgte tilbage til moder jord.

 

Jes:

7 flotte flyvninger. De 6 første gav max'er, men den syvende og sidste gav et drop på 24 sekunder. Modellen blev slynget op i en ordentlig blæser. De sidste sekunder propellen kørte tabte modellen så 20 meter! - vel at mærke mens den lå i helt almindelig flyvestilling!! Så gik det eller nedad, indtil den begyndte at glide rigtig fint i lav højde, vandt næsten 10 meters højde igen, og blev så definitivt trykket ned. Kæmpe frustration....

 

Steffen:

Jeg mener engang i Hurricane Times at have læst det udsagn, at intet kan erstatte grundigt gennemført sjusk, og det er så sandt så sandt .....

Efter at have lavet 4 minutter i første runde med en stor 6-panel Andriukov-model, knækkede jeg en line på den, da jeg skulle lade til anden flyvning. Jeg skiftede derfor til en helt nyleveret lille termikmodel, som havde fløjet fantastisk under trimdagene. Det skulle senere vise sig ikke at være nogen klog beslutning, selvom den fortsatte med at flyve fantastisk. I anden runde fik jeg en fin boble, og modellen steg svagt stallende rigtig højt op, hvorefter den helt planmæssigt DT'ede efter 3 minutter, og det var jo ikke så godt, da max-tiden var 4 minutter. Tiden blev vistnok 3.48. Men det skulle blive meget værre. Efter 5. periode blev jeg udtaget til kontrol, og det viste sig, at den nye model var 2 gram undervægtig, så jeg blev disket og trak mig beskæmmet ud af stævnet. Virkelig torskedumt at tage en ny model i brug uden at sikre sig at den opfylder specifikationerne.

 

Så vi er nu alle trætte og fyldt af forskellige grader af frustrationer, men sådan er vores elskede sport jo!

 

Tak til Steffen!

I skrivende stund er F1B-konkurrencen ikke afgjort - der er tre deltagere, som mangler at flyve endnu et fly-off for at fordele topplaceringerne imellem sig.

F1C-verdensmesterskaberne bliver fløjet idag, søndag - om ca. syv timer starter første periode i Californien, som er ni timer "bagefter" tiden i Danmark.

Her er links til henholdsvis F1A, F1B og F1C-resultaterne:

 

http://sen.faifreeflight.org/index.php/2762-2019wc-f1a
http://sen.faifreeflight.org/index.php/2763-2019wc-f1b
http://sen.faifreeflight.org/index.php/2764-2019wc-f1c