• 19. maj 2013

Forsikring af flyvning i udlandet


Der er 2 forskellige forsikringstyper for modelflyvning i udlandet:

  • der er den indbyggede udlandsforsikring, som gælder uden at du foretager dig yderligere *
  • der er den ekstra udlandsforsikring, som du skal tegne i forvejen, hvis du skal flyve i et udland, som ikke er dækket af den indbyggede forsikring.

* men orienter altid sekretariatet via mail når du tager udenlands og flyver - helst før men også gerne efter.

Her dækker den indbyggede udlandsforsikring
Albanien, Andorra, Belgien, Bosnien-Hercegovina, Bulgarien, Cypern, England, Estland, Finland, Frankrig,
Grækenland, Holland, Hviderusland, Irland, Island, Italien, Kroatien, Letland, Liechtenstein, Litauen,
Luxembourg, Makedonien, Malta, Moldavien, Monaco, Montenegro, Nordirland, Norge, Polen, Portugal,
Rumænien, Rusland (til Ural-bjergene), San Marino, Schweiz, Serbien, Skotland, Slovakiet, Slovenien,
Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyrkiet (til Bosporus Strædet), Tyskland, Ukraine, Ungarn, Vatikanstaten og Østrig.
Desuden selvfølgelig Færøerne og Grønland.

Vær opmærksom på, at den maksimale dækningssum er lovmæssigt bestemt af EU. Ikke alle Europas lande er medlem af EU, og kan have andre evt. skrappere regler. Det er op til det enkelte medlem selv at undersøge de lokale forhold.

Sådan bliver man udlandsforsikret i andre lande
Man tegner en tillægsforsikring ved henvendelse til Sekretariatet i god tid og senest 5 dage før afrejsen.
OBS: der er lande hvor QBE ikke for nogen betalbar pris ønsker at tilbyde forsikring, fx. USA. 

Alle medlemmer af Modelflyvning Danmark er omfattet af den automatiske forsikring.
Der er dog følgende undtagelser:
     a. Medlemmer der har tegnet Passivt medlemskab
     b. Medlemmer i kontingentrestance (fra 1/1 og til der betales). 
     c.  Medlemmer som er indmeldt indenfor de seneste 5 dage. 
         Forsikringen træder i kraft på medlemskabets 6' dag

Udlandsforsikringen er normalt gratis - men
Den indbyggede forsikring er i sagens natur gratis, men det vil normalt også være gratis at tegne ekstraforsikring. Gratis betyder gratis for medlemmet, ikke for MDK som betaler forsikringsselskabet.
I tilfælde af at en ekstraforsikring er særlig bekostelig, kan MDK bede forsikringstageren om at betale.

Udlandsforsikringen gælder alle lovlige former for modelflyvning.
Udlandsforsikringen gælder for modelflyvning, der er lovlig i flg. de stedlige love og regler. For destinationer hvortil der skal tegnes tillægsforsikring kan der evt. være særlige begrænsninger som aftales med forsikringsselskabet via sekretariatet.
For flyvning med stormodeller i udlandet kræves, at piloten har gældende dansk stormodelcertifikat til de pågældende modeller.

Man er også forsikret som modelflyveturist.
Man kan gæste en udenlandsk modelflyveklub og flyve der selv om der ikke er konkurrence eller stævne.
Man skal som beskrevet ovenfor, følge de lokalt gældende regler og sikre sig flyvningens lovlighed.

Gør os en tjeneste og fortæl sekretariatet at du har fløjet udenlands
Den indbyggede forsikring gælder i sagens natur uden at man kontakter sekretariatet. Men en gang om året opgøres forsikringen mellem MDK og forsikringsselskabet, og der skal vi bruge nogle tal for hvor meget der flyves udenlands.
Derfor vil vi bede dig om at sende en mail til sekretariatet når du har fløjet udenlands, hvor, hvornår og anledning.

Husk at få et forsikringsbevis med dig ud i verden.
Fra og med 2012 gælder MDK medlemskortet som forsikringsbevis, da det er fortrykt på kortet.
Det er dog forudsat at dit billede er på kortet. Uden billede er forsikringsbeviset ikke gyldigt.
Så kan du i stedet for få udskrevet et bevis på papir på sekretariatets websider.