• 28. maj 2017

Certifikater under 7 kg

Modelflyvning Danmark har en række færdighedscertifikater, som man kan opnå ved at aflægge flyveprøver. Disse certifikater dokumenterer, at piloten har bevist at kunne håndtere den pågældende modeltype fuldt ud forsvarligt såvel på jorden som i luften. Certifikaterne danner desuden grundlag for at kunne tage certifikat til stormodeller inden for samme modeltype.

Modeltyperne er:

  • a - motormodeller
  • h - helikoptermodeller
  • s - svævemodeller
  • m - multirotor

Kontrollanterne er delt i 2 grupper. De der tager sig af færdighedscertifikaterne til modeller under 7 Kg og de der tager sig af godkendelse af model og pilot ved modeller over 7 Kg. Sidstnævnte kaldes stormodelkontrollanter.

Pilotens medlemskort til MDK er påtrykt pilotens certifikater. Som gæst i andre klubber og til visse stævner kan certifikatet forlanges forevist.

 

Beskrivelse af certifikaterne

Når der er tale om færdighedscertifikaterne a, h, s og m skal kontrollanten selvfølgelig være opmærksom på at kandidatens adfærd og manøvrer er som beskrevet i prøven.

Det vigtigste er for kontrollanten at bedømme om kandidaten har kontrol over sin model også i lidt kritiske situationer og i øvrigt bærer sig hensigtsmæssigt ad.

Om otte-tallet i en a-prøve bliver helt symmetrisk er ikke så vigtigt som at konstatere, at det er kandidaten der bestemmer hvor modellen flyver hen, og at kandidaten faktisk korrigerer modellen, så figuren bliver bedst mulig.

Som kontrollant kan man stille sig selv det spørgsmål: "Tør jeg lade min søn/datter løbe omkring på flyvepladsen mens denne kandidatpilot flyver eller arbejder med sin model". Kan man ikke svare "JA" til dette med overbevisning, skal man som kontrollant overveje om certifikatet bør udstedes.


Kontrollanter til færdighedscertifikaterne (a, h, s og m) hhv. motorflyver, helikopter, svæver og multirotor udpeges og indstilles af de enkelte flyveklubbers bestyrelser. Proceduren er, at klubben indsender et brev underskrevet af formand og et bestyrelsesmedlem til MDKs sekretariat. I brevet anbefales, at vedkommende klubmedlem og pilot registreres som kontrollant i MDKs oversigt over kontrollanter.
Indstillingen vil normalt blive taget til følge, og klubben modtager besked om at kontrollanten er godkendt. Kontrollanten får tilsendt et nyt medlemsbevis, hvoraf det fremgår at medlemmet er kontrollant for den eller de pågældende certifikattyper.
Det er dermed klubbens bestyrelses ansvar at den indstillede kontrollant har de rette kvalifikationer.